Kategorier
Vrede

Vredeshåndtering

Vredeshåndtering er et forløb, hvor du bliver bedre til at håndtere din vrede. I et vredeshåndteringsforløb vil du lære din vrede at kende og du vil få mulighed for at styre og kontrollere din vrede. Du kan få en oplevelse af at din vrede bliver mindre og det er dig, der har kontrollen over den, fremfor at den har kontrollen over dig.

Hvem har glæde af det?

Vredeshåndteringsforløb er for alle der har en vrede, der er ukontrollabel for dem. Det kan være en oplevelse af, at vreden lever lidt sit eget liv. At man ikke kan styre den. Det kan være en fornemmelse af, at vreden får en til at gøre ting eller sige ting, man egentlig ikke vil. At man ikke kan genkende sig selv.

Det kan både være en udadvendt vrede, der kan være højlydt og meget voldsom. Det kan fx være, at man smækker med døre, vælter stole og/eller råber meget højt. Det kan være så voldsomt, at man bagefter ikke har nogle erindring om, hvad man sagde eller hvad man gjorde. Det kan være meget skamfuldt, at være ramt af den højlydte og udadvendte voldsomme vrede.

Det kan også være en indadvendt vrede, der ikke er synlig for omgivelserne. Den indadvendte vrede kan føles ulidelig og rædselsfuld for den, der vender vreden indad. Man skælder sig selv ud, nedgør sig selv og måske straffer man sig selv. Straffen kan være fysisk eller psykisk. Det kan være meget slidsomt at være fanget i den indadvendte vrede. Det kan være meget ensomt at være ramt af indadvendt vrede. Det kan også være forbundet med skam og flovhed.

Hvordan foregår vredeshåndtering?

I et vredeshåndteringsforløb har man fokus på, at vreden skal finde en form, der gør det lettere at være med sin vrede. At vreden tager en form, så man ikke bliver taget af den. Altså at man kan genviden kontrollen over sin vrede, fremfor at vreden har kontrollen over en. Målet er, at komme til et sted, hvor man har en oplevelse af at kunne styre sin vrede. Dette gælder for både den udadvendte og den indadvendte vrede.

En vej i forløbet kan være først at finde ud af, hvornår vreden opstår. Er det i bestemte situationer. Er det sammen med bestemte mennesker. For nogle vil det fx kun i arbejdsrelateret situationer, for andre er det kun sammen med den tætteste familie det sker.

Herefter vil fokus være hvad det er, der trigger ens vrede. Altså hvad er det der sker inden i en, når vreden kommer. For nogle  mennesker kan det være oplevelser af at blive uretfærdigt behandlet, ikke at blive lytte til, ikke at blive forstået eller oplevelsen af, at blive fravalgt der er en trigger for vreden.

Næste skridt kan så være at blive klogere på, hvilke erfaringer man har med det, som trigger en. Hvad er det for oplevelser og erfaringer, man har med i sin rygsæk omkring det, som trigger ens vrede. Her kan der for nogle ligge meget vigtig information omkring, hvad der er på spil, når vreden udspiller sig.

Herefter kan man øve sig i at mærke i kroppen, hvad der sker lige inden vreden sætter ind – hvad er det, der kommer på spil i kroppen. For nogle kan det være en oplevelse af ild, der er i arme og ben. Andre oplever en varm følelse i maven, der trækker op gennem halsen. Andre mærker en sitren i arme og ben.

Vreden er en naturlig følelse vi skal have med os

Det er ikke et mål at komme helt af med sin vrede. Vreden er en af vores grundfølelser og den tjener også en vigtig funktion for os. Følelsen af vrede er vigtig, for at vi kan sætte grænser og skabe en afgrænsning mellem os og omverdenen. Hvis vi ikke kan være vrede, kan vi ikke sætte grænser og vi kan ikke beskytte os selv. Følelsen af vrede tjener os bedst når vi kan afbalancere styrken af den, så den passer til den situation vi er i. Når vi kan være vrede uden at miste kontakten til os selv, er vreden en sund og naturlig følelse. Det samme gælder, når vi kan være vrede uden bagefter at føle skam og flovhed over det vi siger eller gør.

Det er derfor ikke et mål med vredeshåndtering at komme helt af med sin vrede. Målet er, at vreden har en form, hvor vi selv kan dosere den. Altså at vi selv har kontrol med vores vrede og at vi kan bruge den i passende mængder i forskellige situationer.